Ungt Solrød-talent modtager pris
SSB ønsker Rasmus Fladberg tillykke med belønningen. Rasmus fortjener om nogen denne pris, hvor nogle af hans værdier bygger på målrettet og seriøst arbejde.
Læs nedenstående artikel der er hentet fra forbundets hjemmeside.
U-19-spilleren Rasmus Fladberg modtog i dag en pris på 25.000 kroner fra Se og Hør Gunnar Nu Fonden.
Rasmus Fladberg er første års U-19-spiller og et af dansk badmintons store talenter. Han har netop vundet guld i herredouble og herresingle ved Danish Junior Cup, og han vandt tidligere på året Grand Prix-finalerne og seks nationers-turneringen. I dag kom endnu en belønning, da han fik uddelt 25.000 kroner af Gunner Nu Fonden for sit store talent.
- Jeg er utrolig glad. Det betyder meget for mig, og det er dejligt at blive bekræftet i, at man har et godt niveau. Det er fedt, at det, man brænder for, bliver værdsat,” fortæller Rasmus Fladberg.
Rasmus kunne dog ikke selv være tilstede ved prisoverrækkelsen. Han deltager i disse dage i U-VM i Malaysia. Men det var en glad og stolt Rasmus Fladberg, som vi fangede på telefonen.
God støtte
Rasmus spiller til dagligt i Solrød Strand Badmintonklub. Når han ikke bruger tid på en badmintonbane, gælder det 3.g på Køge Gymnasium. Men næste år skal al tid gå med badminton. Her skal de 25.000 kroner blandt andet bruges på udgifter til udstyr og ture til udlandet, så Rasmus for alvor kan udvikle sit talent.
Familien badminton
Kærligheden for badmintonsporten har han ikke fra fremmede. Den er nærmest kommet ind med modermælken. Hans far Steen Fladberg er nemlig VM-mester i herredouble tilbage fra 1983, mens hans mor, Kirsten Larsen, vandt All England i damesingle 1987. Også Rasmus’ lillesøster Rikke følger i familiens fodspor. Hun er for nyligt blevet udtaget til U15-landsholdet.
En af de sidste vindere
Det er sidste gang, at Se og Hør Gunner Nu Fonden deler penge ud. Pengene er hvert år blevet uddelt til personer i idrættens verden, der gør en forskel. Både hårdtarbejdende foreningsmedlemmer, utrættelige ledere eller nye unge talenter har modtaget penge fra fonden. I dag var det altså badmintontalentet Rasmus Fladbjergs tur.
Badminton.dk fik en snak med Rasmus’ far, Steen Fladberg, om sønnens pris. Hør interviewet på Youtube senere.